20.2.05

Ændre samfundets opfattelse af alder


Den dagsorden der bliver sat i medierne ift. de voksne og ældre, handler først og fremmest om problemerne: Om hvor svag og udsat en gruppe det er – eller bliver – og om hvor store problemer det voksende antal vil medføre for finansieringen af fremtidens velfærdsstat. Stærke voksne eller ældre er stort set et ukendt fænomen i offentligheden. I reklamerne ser man heller ikke mange ansigter over 50, og hvis de endelig optræder, er det fordi ”det er synd for dem”. Utallige undersøgelser peger på at de voksne enten føler sig overset eller nedværdiget i mediebilledet.
Men ud over at de voksne føler sig nedværdiget af reklamen, har disse forhold seriøse komplikationer i forhold til de voksne og ældres selvværd. Ifølge resultaterne fra et tyve år langt studie fra Yale University som blev præsenteret på en senatshøring i 2001, lever ældre med en positiv forestilling om alder syv år længere end dem som konstant udsættes for negative billeder og forestillinger om alder!
Undersøgelser fra Harvard University viser at det har en positiv virkning på ældre mennesker når de præsenteres for positive rollemodeller. Den psykologiske virkning giver nærmest sig selv. Ingen får det bedre af at blive præsenteret for et negativt selvportræt.
”Jeg tror ikke at det er en sammensværgelse blandt markedsføringsfolk om at gøre de ældre ondt. Det er mere nogle utilsigtede virkninger af reklamerne. Men de overser nogle sociale og etiske spørgsmål”, siger Robert Gustafson der underviser i journalistik på Ball State University i Indiana.
Det er altså ikke bare en god ide rent indtjeningsmæssigt at begynde at markedsføre og sælge til voksne, det giver også en samfundsmæssig og social mening at markedsførere og medier begynder at inddrage de voksne i deres kommunikation og reklame. Det vil bidrage til at skabe en positiv opfattelse af alder i samfundet, og gøre det legitimt at anvende de voksnes resurser, erfaringer og kompetencer.
Co-founder Chris Evers - info@inspirum.dk